Hypersensitiv

Jeg har snydt mig selv. Flere gange. Hen over flere år.

To gange tidligere i mit liv har jeg været medlem af fitnesscentre. Og altid følt, at det var lidt dyrt i forhold til, hvor meget jeg fik det brugt. Og mest af alt har det irriteret mig, at man ikke kunne købe et medlemskab, hvor man slap for at betale for muligheden for holdtræning.

For jeg er ikke typen, der holdtræner. Det er for besværligt. Man skal beslutte sig i forvejen, booke tider, dukke op til tiden (dvs. min 15-20 min før for at kunne nå at klæde om), følge programmet, etc. etc. Og så har der nok også været en snert af usikkerhed ifht. at lære at følge med og udføre øvelserne korrekt – lidt perfektionist er man vel altid. Og lidt har der nok også været en flig af altid at være lidt usikker, når jeg skal prøve noget nyt.

Så i de par år, jeg i alt har trænet, har jeg holdt mig til kardio- og styrketræning på maskiner. Træning med vægte har jeg aldrig fået en introduktion fra, så det holdt jeg mig også langt væk fra – måske også fordi jeg ikke ligefrem har nogen ambition om at skulle blive et svulmende, testosteronpumpet muskelbundt. Jeg er glad for min nuværende kropsbygning, i al dens slanke, senede, upåfaldende udformning, og er egentlig mest af alt bare ud på at få noget motion i kombination med at tone og trimme kroppen en smule.

Men for halvanden uge siden meldte jeg mig efter en længere pause ind i et fitnesscenter igen. Og denne gang besluttede jeg at der skulle sluges kameler. Så jeg meldte mig fluks på et hold en lille uges tid senere, vel vidende at hvis jeg bare begyndte at træne, som jeg altid har gjort, så ville jeg efter al sandsynlighed bare falde tilbage i den velkendte, trygge rytme og aldrig få afprøvet, om holdtræning er noget for mig.

And boy, was I wrong.

Efter min første smagsprøve på to forskellige hold er jeg forbløffende positivt indstillet (ikke mindst pga. et fantastisk koncept hvor de giver 15-minutters introhold til lige at få forklaret principperne, hvilket min indre perfektionist sætter meget stor pris på, så man har bare en smule idé om, hvilken vej hænder og fødder skal vende).

For de to hold i hhv. Bodypump og Bodycombat var både underholdende, udfordrende, hårde og motiverende. Efter Bodybump var jeg helt kvæstet og benene og armene rystede. Og jeg var øm i hele kroppen i adskillige dage. Men det var en form for træning, jeg aldrig selv ville have fundet på at kaste mig over, og med en intensitet  og hårdhed, som jeg (doven og uambitiøs, som jeg er) aldrig ville have kunnet motivere mig selv til at opretholde i knap 60 minutter. Og hvis jeg havde været på egen hånd, ville pauserne også have været væsentligt længere.

Bodycombat var knap så udmattende, men afgjort også en god oplevelse. Og man får også brugt hjernen og motorikken en hel del, når man skal forsøge at følge med i serierne, hvilket tiltaler mig ganske meget.

Det spændende er så, om jeg også gider at deltage på hold om nogle måneder, når det hele ikke længere er nyt, eksotisk og spændende.  Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg er meget hurtigt til at begejstres over nye ting og ville det 100% og going-all-the-way-in, for så med tiden at vænne mig til det og efter endnu længere tid langsomt tabe interessen. Jeg har set det før, og jeg er klar over, at det sagtens kunne ske igen.

Men foreløbig må jeg konkludere, at jeg har snydt mig selv. I dén grad. I årevis. Ved aldrig at have fået mig taget sammen til i det mindste én gang at prøve et fitnesshold.

Der er nogen, der roder i min lejlighed.

Og eftersom jeg bor alene, så må det være mig selv.

Hmm…

Jeg ønsker mig en ny computer

Er det sandt at Mac computere overhovedet ikke larmer. Ikke den mindste lille smule blæserstøj?

I så fald overvejer jeg seriøst at købe en Mac. Og køre Windows på den. Flere af mine kollegaer siger, at deres MacBooks er de bedste Windows computere, de nogensinde har haft, hvor bizart det end kan lyde.

Det nye regeringsgrundlag har overrasket mig positivt på flere punkter.

Tænk engang, at der er udsigt til at den håbløse knivlov (en politisk og forhastet overreaktion på en enkeltsag, som ramte nogle helt andre end tiltænkt) bliver afskaffet igen.

Tænk engang, at den tåbelige beslutning om øget og permanent grænsekontrol bliver droppet igen til fordel for at bruge pengene hvor de nytter ifht. at opklare og begrænse grænseoverskridende kriminalitet.

Tænk engang, at VKO’s pointsystem for familie-sammenføringer og permante opholdstilladelser droppes. Og at ansylansøgere får lov til at bo og arbejde uden for asylcentrene efter 6 måneder.

Tænk engang, at Thorning tør tage skraldet og lade være med at gennemføre en boligpakke, som i bedste fald ville have ringe effekt og i værste fald betyde en endnu større opbremsning og endnu større prisfald når den engang ville udløbe.

Der er andre ting i regeringsgrundlaget, jeg bestemt ikke er begejstret for. Fx den famøse betalingsring, som jeg er sikker på bliver en meget dyr fornøjelse med meget ringe effekt på miljøet.

Men alt i alt sidder jeg tilbage med en tro på, at der alligevel er håb for Danmark og for en smule humanisme og fornuft.

Hurra!

Det her er da den mærkeligste årstid, hvor der både er koldt og lunt på én gang.

Når jeg cykler på arbejde om morgenen, ser jeg en skønsom blanding af folk med alle mulighed grader af påklædning, lige fra kække fyre i korte ærmer og shorts til forfrosne mænd i tre lag tøj og en jakke, der går helt op i halsen.

Sidstnævnte type mand er selvfølgelig mig, der gladelig cykler afsted i alt mit tøj mellem halvt afklædte cyklister, mens jeg inderst inde ærgrer mig lidt over, at jeg ikke har taget mod til mig til at tage vanter på endnu. Men det kommer. Meget snart!

Og så blev jeg lige igen mindet om, at hvis folk kun viser et billede af deres øje som profilbillede på deres datingprofil, så er der typisk to grunde til det:

a) Enten er personen så lækker, at han/hun fra datingsitets ejere har fået forbud mod at vise ordentlige billeder, eftersom personen i så fald ville få så mange henvendelser, at det ville lægge datingsitet ned pga. den overvældende trafik, plus at sitet på nul-komma-fem ville løbe tør for diskplads pga. de mange breve.

b) Eller også er øjet det lækreste på den pågældende person, mens resten ikke rigtig er noget at skrive hjem om.

Desværre er der en overvægt af personer i kategorien (b), hvis min personlige statistik er nogenlunde retvisende. Suk.

For tiden går jeg rundt og er småfrustreret over alle mulige ting. Mest af alt nogle ting på mit arbejde. Og frustrationen giver sig med jævne mellemrum udslag i intens vrede og arrigskab.

Desværre mest når jeg ikke er på arbejde, så de opdager sjældent hvor sur jeg er, og jeg får sjældent givet udtryk for det over for dem, jeg er sure på. Hvilket måske egentlig er meget heldigt for mig, for det er langt fra altid, min vrede er berettiget. Nogle gange er det helt klart mig selv, der har alt for høje forventninger til folk eller som bare er et fjols oppe i mit lille, forvirrede hoved.

Men jeg er åbenbart ikke den eneste, som er opfyldt af had.

Jeg sidder i skrivende stund på en udendørscafé, hvor der netop er gået en dame forbi som gik og mumlede.

Jeg kunne ikke høre alt, hvad hun sagde, men der var ingen tvivl om, at hver eneste sætning startede med “Jeg hader…” og “Jeg hader mennesker, som …”. Resten var uforståeligt.

Men det gjorde mig i helt godt humør at se sådan en dame gå og skumle og brokke sig og være vred på verden. Og højlydt give udtryk for det (desværre ikke højlydt nok til, at jeg fik fat på, hvad hun var så sur over).

Så hurra for vrede mennesker som brokker sig højlydt!

Der var engang for mange år siden, hvor jeg gik med ur.

Så en dag holdt det op med at gå, og på det tidspunkt havde mobiltelefonerne holdt deres indtog, så uret havnede i en skuffe og jeg brugte uret i telefonen.

Men samtidig blev jeg ekspert i at aflure tiden fra folks armbåndsure, hvis jeg fx var i møde og lige ville tjekke tiden uden at virke uhøflig eller utålmodig.

Det system har virket glimrende i mange år, men jeg har opdaget, at det er blevet stadig sværere fordi færre og færre går med ur.

Så nu er jeg nogle gange nødt til at trække telefonen op af lommen for at se, hvad klokken er. Hvilket heldigvis også til at være blevet lidt mere socialt acceptabelt.

Men en del af mig savner andre folks armbåndsure og mit diskrete smugkikkeri.

Jeg har for nylig været på en forretningsrejse, hvor vi overnattede på et lille hotel med 8 værelser i en lille uges tid.

Og det var en ret pudsig oplevelse, for i modsætning til mange store hoteller, så virkede det som om det er lidt hip som hap, hvordan dagens medarbejder håndterer tingene.

Eller måske var det en avanceret form for “find fem fejl” konkurrence, de havde gang i:

• De fleste dage var der stillet en eller to flasker kildevand til fri afbenyttelse. Men to dage var der ikke nogle flasker på værelset.
• Som regel fik man et rent glas hver dag, men en enkelt dag stod det brugte glas der stadig fra dagen før.
• Hvorvidt vinduet var stillet på klem eller der kørte fuld aircondition var ganske uforudsigeligt. Og det var altså ikke fordi vejret skiftede specielt meget, mens vi var der.
• I den tid, jeg boede på værelset, oplevede jeg at sengen var redt på 3 forskellige måder. Enten med sengetæppe hen over det hele. Eller med sengetæppe på 80% af sengen, så hovedpuden var fri. Eller med sengetæppe hen over hele sengen, men med hovedpuden oven på tæppet. Mystisk.
• På værelset var der en papæske med Kleenex. Meget bekvemt, for min næse trængte til at blive pudset. En dag var æsken tom, og så havde jeg egentlig forventet at der ville stå en ny æske på værelset næste dag. Men nej, sådan spiller klaveret åbenbart ikke. Hvis man har brugt sin kvote af Kleenex, så skal man ikke forvente, at der bare bliver fyldt op igen.
• En dag dukkede der pludselig en badekåbe op på en af knagerne i badeværelset.
• Og næste dag dukkede der et ekstra håndklæde op.
• De fleste af dagene efterlod jeg en hættetrøje på ryglænet af en stol, når jeg tog på arbejde. Men en dag opdagede jeg pludselig at den var væk, da jeg kom tilbage. Chok! Men fandt den hurtigt. Pænt hængt på bøjle i skabet. Meget betænksomt af dem at vise mig, hvordan man organiserer sit tøj, men det var heldigt, at jeg opdagede det, for ellers kunne jeg være kommet til at rejse uden den. Underligt! (og næste dag var den tilbage på ryglænet for lige at teste dem, men denne gang fik den lov til at blive hængende)
• Men det bedste var nu den dag (efter at have boet på hotellet i 3 nætter) kom ind på værelset og gik lidt rundt. Og der var et eller andet, som rumsterede i baghovedet på mig. Et eller andet, der var anderledes. Og efter en halv time gik det op for mig, at der nu stod et sengebord i værelset. På den plads, hvor jeg normalt havde nogle ting til at stå. Og tingene stod da også lige så fint foran sengebordet. Øhm, sig mig, fik de bare sådan lige pludselig et ekstra sengebord i overskud fra et af de andre værelser, som de synes jeg skulle have? Eller forsøgte de at drive gæk med mig? Måske skjult kamera? For det var kun mit værelse, det skete på. Mine kollegaer havde hele tiden haft sengeborde.

Så det spørgsmål er: Har jeg fundet alle fem fejl, og får jeg i så fald en  præmie?

I dag var jeg tæt på at få en bøde på 750 kr.

Der skete følgende:
1. Jeg skal med et tog fra Roskilde til København
2. Står på perronen i mine egne tanker
3. Toget ankommer
4. Jeg bemærker et skilt på dørene om at det koster kr. 750 i kontrolafgift at rejse uden gyldig billet
5. Jeg tænker: Det tager de sig sgu’ godt betalt for
6. Jeg stiger ind i toget
7. Finder en plads
8. Sætter mig godt til rette
9. SHIIIIT - det går op for mig, at jeg glemte at stemple mit klippekort

Heldigvis holder toget stadig ved perronen, så jeg spurter ned af gangen, får åbnet døren og ånder letter op. Det ville have ærgret mig at skulle betale en bøde.

Jeg får så i øvrigt stemplet kortet mens toget stadig bare holder og holder (det var åbenbart i god tid), og når derfor at komme med samme tog igen. Denne gang med gyldig billet.

Pyh!